Du ser et punkt, ellers ingenting, ingen ting. Du ser, at alt er stof, lysende eller mørkt. Stof er ting, ting er omgivet af ingenting.
Du undersøger videre, hvori tingene er.

Du kan kalde det et punkt, et princip, det hvori alt er, det hvori alt skabes, anstrøget, midtlinjen.

Du ved ikke hvem, der betragter, sanser, spørger, lytter, taler – hvem, der er inde i hylsteret.
Du spørger, om der er en væg her.

Forestil dig fosteret i livmoderen og væggen der.

Du ser væggen nu: Hvid, blød og våd som gelé, betydningsfuld og forbindende. Du fornemmer, at hylsteret er tomt, der er kun spørgsmålet, grænserne flyder nu, kontrollen er borte, og du ved, at der altid er en handling, der er den bedste at vælge lige nu.
Du har sluppet kontrollen som bådene i en havn, der får kappet fortøjningerne og derefter driver ud gennem havneindløbet og videre ud i havet med hver deres vilkårlige kurs. Du har sluppet kontrollen blot ved ikke at holde fast.

Ja, hvorfor dog holde fast på kontrollen, når alt forandrer sig, alt overgår til noget nyt og evig friskt?

“Findes i det mindste et nu, og hvor langt er det da?”

Derimellem det, der var, og det, som dette bliver transformeret til.

“Er her så ingenting, ikke engang et punkt? Eller føles nuet som stof på linje med fortid og fremtid?”

Nuet kan ikke gribes eller holdes fast, det er her altid – som i al tid.