Du er åben for lyde, og du ser og ved ingenting og føler på en gang uro og lykke.

Mærk din vejrtrækning og luk da lydene ude. Vend indad, du er her – lige nu – lige her, hvor uendeligheden vender ud, og uendeligheden vender ind.

Du kommenterer, at dette er banalt og logisk – og blot ord.

Men hvad vil du så kalde den fornemmelse midt i mellem der, hvor der er både uro og stille, og der, hvor der er både vilje og overgivelse?

Du bliver rørt til tårer, og du mærker dit ansigt smelte. Øjenlågene daler og dækker for synet, og læberne strækkes ud i et ufrivilligt smil.

Så: At tørre dine tårer væk, at tage den med ro, at gå videre endnu, at indgå i noget, at lytte igen, at se igen, at bestemme dig.

Du føler kroppens tyngde, og naturen er så tæt på; fuglene kvidrer, du har opdaget en fuglerede i blåregnen og gør dig umage med ikke at forstyrre ungerne. Du føler endnu mere ro – på trods af alt, hvad der rører sig. Du er også let; din elskede passerer et stykke derfra; han bemærker ikke din tilstedeværelse.