Du tænker.

Da spørger du:
“Hvem siger, at jeg tænker?”

Jeg siger, du tænker.
Da kan du lade tankerne fare.
Igen.
Og igen.
Tilbage er nuet, opmærksomheden, tilstedeværelsen.

“Jeg kan næsten ikke sige, hvad DET er.”

Jo mere du forlader dette ‘næsten’,
jo mere er du i – ved ikke.
Jo mere kommer DET.
Jo mere får du DET.
Jo mere åbner DET sig.

“Er dette mon fred?”