Du er blevet enig med din nabo om at kalde sensommeren den femte årstid. I mærker hurtige skift mellem varme og kulde, noterer jer trækfugle, hører lyden af renoveringer og nybygninger, bemærker stemmer ud af det blå og fornemmer forandring i luften. Ethvert af tegnene på den femte årstid kan udløse en tankerække, vække et minde, skabe en association.
Du ser dette og lader det hele ligge. Du observerer i ro og overvejer, om stilheden bag august er kedelig. Du bliver bevidst om, at du – dig selv – foreslår denne tanke, og du spørger mig:
“Hvem er det?”

Du kunne lade det hele ligge eller byde det hele velkommen. Tiden går og tiden kommer, alt er til rette tid. Synes du dette er kedeligt?

Du lytter igen til stemmer i det blå og forstår, hvad de siger, du hører maskinernes støjen og fuglenes skrig, vindens susen og lyden af det evige signal i dit indre øre. Og en ny dyb brummende tone, som du ikke ved hvorfra kommer – indefra eller udefra. Måske er du først opmærksom på den nu. Den er der, når du er stille.

Prøv igen at lade det hele ligge eller byde det hele velkommen. Jeg siger dig, at alt alligevel er bølger, alt er i bevægelse, alt forandres, alt forgår.

Det har du svært ved at acceptere, og du spørger:
“Hvem er du?”

Og jeg siger: Hvad er du?

Du skriver disse ord, du læser disse ord. Du ender måske der, hvor det hele er det samme og kan lade sig ligge eller byde sig velkommen og, hvor du svarer “Jeg ved det ikke” til det hele, men det synes du ville være lidt kedeligt lige nu.