Du spørger:

“Forsvinder det, der bliver sat ord på? Hvad er der så tilbage at sige? Kom ordene eller verden først?”

Dette har været diskuteret i mange tusinde år.
Ordene ødelægger, ordene opbygger, ordene hjælper, ordene fylder, ordene er tomme, ordene viser noget mellem linjerne, ordene forsimpler, ordene vanskeliggør.
Dog må du træne med ordene og med kroppen og med dyrene og med din praksis. Vejen er målet, og du skal ingen steder hen.

Du siger, at du ofte får alt dette at vide, og du spørger, hvornår det føles sådan.

Det ER sådan – du kan og skal ikke nå nogen steder hen.

“Er der så udelukkende træning?” Vil du vide.

Ja, for når du tror, at du har nået dit mål, er der altid mere – altid mere. Vejen er uendelig, ikke som forud og bagud, men som … kan ikke siges. Ikke engang uendeligt er det bedst dækkende ord.

Det minder dig om, at du før har undret dig over, hvad det smukke er.
Du synes, at alle ord tilsammen fra alle sprog til alle tider og lydene fra dyrene kan nærme sig beskrivelsen af det smukke.
Du bemærker, at ordene må være indeholdt i noget.

JA, de er indeholdt i ‘verden’, i det smukke, det vil sige, at de er skabt i og af noget, eksisterer i og af noget. Så noget skaber ordene, ‘verden’ kom først, så kom ordene.
OG: Dine redskaber, din praksis, dit filter, dine begrænsninger, dine brillers farve udvælger og sætter ord på verden, så:
‘Ordene’ skaber verden.

JA – OG